| 13 juni 2010

I gamle dage boede der en foged et sted i Jylland. Det at han var jyde, er en anden historie som ikke skal ligge ham til last, men fogden var alligevel ikke en populær mand.

Inderst inde mente manden dog, at han var en rar fyr, som ikke gjorde andre fortræd ud over, hvad der var nødvendigt. Han havde dog en ond kone, som gjorde livet så surt. Derfor var han ikke så meget hjemme og på arbejdet gik det heller ikke så godt. Så han hang ud på kroen, hvor han fik sig lidt øl og spillede kort.

På den vis, kom fogden i gæld i en sådan grad, at han ikke viste hvad han skulle gøre. En aften på vej til kroen, gik han og bandede over det trælse liv, med en ond kone, et trist job og en gæld der voksede og voksede. Da mærkede manden, at nogen gik ham efter og har så, at det var Fanden selv. Manden blev bange, men Fanden sagde han skulle tage det roligt.

Fanden var faktisk rar og lovede ham meget øl, hvis de kunne lave en aftale.
På kroen lovede han fogeden, at han ville skaffe ham alle de penge han ville eje i et år og at Fanden ville være hans tjener sålænge. Til gengæld skulle fogden efter det år, tilhører fanden i al evighed. Det syntes bonden var en god og rimelig aftale.

Nu skulle livet leves og fogden flyttede ind på et slot, med dejlige kvinder og et fantastisk køkken. Her var en kælder med kølig vin og øl til hele livet og en prægtig sal, hvor man kunne æde og drikke - og siden sove i bløde sofaer!
Men en dag blev fogeden bange for, om mon konen nok ikke ville være vred på ham. Tænk hvis hun ledte og fandt ham der?

Fogeden sendte Fanden til konen for at mildne hende.
Fanden tog fogedens skikkelse og gik til den onde kone. Det blev en slem omgang klø han fik der, før hun smed ham ud.

Om aftenen kommer Fanden tilbage til slottet, med blodtud og mange rifter. Han fortæller fogeden hvad der var sket og ømmede sig. Fogeden trøstede Fanden og sagde, at sådan var det at være gift. Det ville Fanden da selv havde vist, hvis han også havde en kone fra Jylland - sådan var det.

En tid gik med skønne kvinder, æde og drikke. Men en dag udbrød der strid mellem nogle bønder og der blev sendt bud efter fogeden.
Han bad Fanden tage hans skikkelse og klare sagen. Fanden tog skikkelse af fogeden og gik.

Den følgende morgen kom Fanden tilbage. Han var slem tilredt og beklagede sig til fogeden. Hvordan kan du være så upopulær? Jeg har fået bank af Gud og hver mand, selv børnene har slået mig. Hundene tissede på mig og kvinderne rakte tunge! Det er din skyld!

Årh... sagde fogeden. Det skal du ikke tage så tungt. Den slags sker for alle, når man vil andre det godt. Tør du dine øjne og tag noget andet tøj på. I morgen går du til dommeren i Viborg og klager over bønderne, så får de den straf, som dem tilkommer.

Næste dag tog Fanden fogedens skikkelse og gik til Viborg for at tale med dommeren. Men allerede samme aften kom Fanden tilbage til slottet.
Fanden råbte, så fogeden kunne høre ham på lang afstand: Din tusse, din bandit, din djævel! Fogeden prøvede at tysse på Fanden, men han fortsatte: Jeg har gjort alt for dig. Du har fået skønne kvinder, et slot, mad og vin og lune tøfler, men uanset hvad, så får jeg bare bank! Dommeren kaldte mig en slyngel og tilkaldte sine folk. De har brugt hele dagen på at banke mig gul og blå! Se det her store blå mærke jeg har fået på knæet...

Når... overdriver du ikke? Svarede fogeden - Jeg syntes ikke det er noget at gøre så stor ballade ud af. Den slags følger med jobbet. Nej! råbte Fanden - nu er det nok. Dit år er forbi og nu skal du komme med mig til helvede! Er der ikke kun gået en uge eller to? spurte fogeden, men Fanden mente at have styr på sin kalender og stod stejlt på, året var forbi.
Fanden greb fogeden og fløj mod helvedes porte.

Fogeden havde ædt og drukket rigeligt i året og var derfor blevet en solid mand. Djævelen måtte lande efter bare en halv times flyvetid. De var nået til Rold Skov og Fanden kunne ikke mere.

Fanden sagde: Så! nu orker jeg ikke flyve med dig mere. Nu kan du selv vælge hvordan du vil dø.
Fogeden så to store træer og mente godt han ville hænges mellem dem, hvis de kunne finde et stykke træ, at sætte der imellem. Fanden havde allerede et stykke reb og satte fogeden til at finde stolpen.
Fogeden ledte og ledte, men Fanden var utålmodig og skyndte på ham: Har du ikke snart fundet et passende stykke træ? råbte han. Ikke endnu! svarede fogeden.
Skynd dig for fanden! råbte Fanden.
Det haster vel ikke mere, end det jarver, svarede fogeden roligt.

Jeg nægter at hjælpe til, sagde Fanden, som var godt gal i skralden. Han vidste godt, at fogeden prøvede at narre ham. Fogeden mente ikke det hastede og sagde, at han vel godt kunne vænne sig til at udholde evigheden i Rold Skov sammen med Fanden...

Du er en snøbel! skreg Fanden som blev rød af raseri. Jeg vil ikke have mere med dig at gøre! Du skal ikke nærme dig overhovedet - jeg hader dig og vil ikke se dig for mine øjne. Hverken her i skoven eller i helvede!
Så forsvandt Fanden i en stor røgsky.

Fogeden så aldrig Fanden igen. Dog var han kommet til at tænke lidt over livet og besluttede sig til, at forbedre sig overfor ham selv og andre mennesker. Konen ville ikke have noget med ham at gøre, så han fandt sig en anden kone, som tilmed var sød!

Så alt endte godt - bare ikke for Fanden.